Ane Henriksen

Kirsten Nissen, væver

På væveudstillingen “Fra væv til...?” Frederiksværk kunne man se tre nye værker af Ane Henriksen - en ung dansk væver af internationalt format.

Det er tre tæpper i samme størrelse, menneskestore kunne man kalde dem. De er udført i helt traditionelle skaftevævsteknikker; ét af tæpperne er vævet i et mønster, der i folketraditionen kaldes livstræet, et andet kunne næsten forveksles med en dug eller et sengetæppe i ternet drejlsmønster. Farverne er milde, lyse naturfarver, og førsteindtrykket er sart og stilfærdigt. Men går man lidt dybere opleves en følelse af intens gru. På et nopvævet tæppe toner et omrids af en liggende skikkelse frem, og midt i sagtmodigheden forstår man, at det er et dødt menneske. Tæppet med livstræsornamentet gennemskæres af et kors - et sigtekorn.
“De tre tæpper er starten på en serie, som jeg kalder verdenstæpper”, fortæller Ane Henriksen. “Det er min plan, at fortsætte serien på ubestemt tid. Jeg forestiller mig at de tilsammen skal danne en tankerække, således at ét billede belyses ved et andet.
Jeg kalder dem verdenstæpper fordi de er min kommentar til verdenssituationen. Jeg er nødt til at reflektere - og stille spørgsmål - når jeg hører om begivenheder i verden, og må trænge ind i den angst, der følger med strømmen af informationer. Jeg læste et sted, at det eneste spor, F.N.-tropperne havde efterladt sig i Jugoslavien - var de tæpper, ligene var svøbt i...
Verdenen plages, og man hører ofte om, at nu er der sendt nødhjælp af tæpper afsted til de nødlidende så her, så der på kloden. Jeg fornemmer et rotationsmønster og forundres. Hvordan hænger det hele sammen: nødhjælp - udbytning - religion? Består vores hjælp i virkeligheden i andet end hjælp til at få ligene pakket pænt ind? Så mine verdenstæpper er også en slags ligklæder. Det sølvgrå tæppe i serien er vævet som en kommentar til Lech Walesa ́s udtalelse: selv om jerntæppet nu er væk, er det blot erstattet af et sølvtæppe. Skellet er der stadig, men det er nu de økonomiske uligheder, der skiller landene i øst og vest.

VIGTIGT AT DET RØRER VED LIVET
Jeg har virkelig ønsket at betone det vævede stof, klædet, og klædets værdi i denne serie. Klædet er en ting, vi alle kender fra nærvær i et utal af situationer i dagligdagen; vi kan umiddelbart sanse det og forholde os til det, det vævede klæde er derfor indgangen til at forbinde det indre med det ydre. Det er vigtigt, at det rører ved livet - ved mit liv, og ved verdens liv.
Jeg har stor respekt for traditionen, og ved at anvende de traditionelle teknikker og mønstre kan jeg inddrage det historiske perspektiv - og vores fælles erindring.
Verdenstæpperne er alle lige store, og alle har de en ensfarvet kant udenom, ligesom frimærker, for at associere til rotationsmønstret. Farveudtrykket er tørt, næsten farveløst - som gulnede fotos. Men når jeg tænker på Afrika ser jeg en blå farve, så nogle af de næste tæpper får nok lidt mere farve. Jeg har en fornemmelse af, at Afrika kan blive en ny farveforløser for mig.

MATERIALET ER KONCENTRATIONSPUNKTET
Min arbejdsform består i at kombinere tanke, materiale og teknik. Man kan sige, at jeg starter fra tre forskellige vækstpunkter samtidig.
Min motivverden er ofte kombination af angst og længsel. Ved hjælp at skitser kan jeg få tankerne til at tage form; det giver mig mulighed for at få ryddet op indeni - at få arbejdet noget desperation ud.
Fordi opmærksomheden i sådanne perioder er skærpet omkring et bestemt emne, hænder det der dukker meddelelser op til én på uventede steder. I en periode trængte den røde farve sig på atter og atter, og ved et tilfælde faldt jeg over denne sætning i Bibelen: ...i purpur skal du væve - alenvis...”
Materialet er koncentrationspunktet for mig; jeg forsøger at hitte dets antydninger. I en del år arbejdede jeg hovedsageligt med materialer, jeg fandt - ofte langs vestkysten her ved Hanstholm, hvor jeg bor. Det havde den både fordel og ulempe, at mængden af disse genbrugsmaterialer var begrænset, og derfor bestemmende for min produktion. En ulempe var det fordi jeg blev tvunget ud i noget nyt for tidligt; min udvikling blev forceret. Men givende er det at spørge materialerne til råds om, hvad de kan. Det gør jeg stadig, også selvom jeg nu oftest køber garnerne.
Genbrugsmaterialerne har deres egne farver. Jeg kan ikke få lov at bestemme over dem. Men de forærer mig noget. For eksempel er vævningen “Greenpeace” en kommentar til havforureningen og vævet at stumper af havgrønt fiskenet og andre ting, som jeg har fundet langs kysten.

DEN RØDE FARVE
Man kan godt sige, at jeg har haft en rød periode, som varede 4-5 år, og hvor det handlede om meget følelsesfulde emner for mig. Jeg søgte de dybe følelser, lidenskaben. Mit jeg var utrolig vigtigt.
Da jeg arbejdede med den røde farve - eller den arbejdede med mig? - savnede jeg et materiale med den helt rigtige koncentration af liv, og jeg fandt derfor frem til at fabrikere hjemmelavet chenille. Måske blev jeg hjulpet på vej af dette stykke fra Det gamle Testamente:” ...af det violette og det karmosinrøde garn tilvirkede de i broget vævning, tæpperne, således som Herren havde pålagt...”
Senere var jeg heldig og fandt den helt rigtige røde farve, en overtræksdragt der var skyllet op på stranden. Den var af dybt rødt stof, men olieplettet og ætset og slidt, så den røde farve var helt flammet. Den brugte jeg i 3 tæpper, og jeg har stadig et ærme tilbage, som jeg gemmer på. Den var så god på grund af farven, men også fordi den jo var krop. Den forløste, at jeg kunne fortælle noget om lidenskab, angst og længsel. De røde tæpper var på sin vis meget private i sit emne. Men sjovt nok, når jeg ser på dem nu, synes jeg de berører noget universelt. F.eks. i tæpperne “Flænset” og “Tung Dans” havde den røde krop en ret neutral baggrund - jeg tænkte på grus. Men nu ser jeg en stjernehimmel.
Også mine tæpper med chenille viste, udover et “jegbillede”, et møde mellem to teknikker, der repræsenterer to forskellige kulturer: europæisk gobelintradition og orientalske luvtæpper. Jeg vævede dem, da Libyen blev bombarderet af USA.

VÆVENS NATUR
Når jeg skal starte på noget nyt må jeg spørge væven, hvad den vil være med til. Til billedserien “Thykvadrater”, som bl.a. kunne ses på Charlottenborgs Efterårsudstilling sidste år, har jeg opfanget stemninger fra naturen omkring mig, fra skoven og klitterne. Formålet var ikke at beskrive mine indtryk, men at formidle stemningerne.
- Jeg har ønsket billedet på vævens betingelser
i mødet mellem
lodrette og vandrette tråde at forene vævens natur med skovens
i sanselige strukturer nyforelsket i plantagen at vække stille klange som en slags mandala...
Strukturen er vigtig for mig. Den er jo væverens redskab. Den lader åben for sansning og association. Først kompositionen kobler tanken, intellektet på. Det har jeg udnyttet i mine seneste arbejder. Jeg er blevet mere universelt søgende, søger ånden og stilheden. Mit jeg er vigende; måske er det den kvindelige side af mig, der nu får lov.”

LIDT LIVSFORLØB
Ane Henriksen blev uddannet på Kolding Kunsthåndværkerskole i 1974, men begyndte egentlig først at væve i 1982 “- efter nogle år med konflikter om det tingslige og ensomme i billedmager, efter diverse småjobs, og efter at have fået 2 børn, trænger billedudtrykket sig på”, skriver hun selv i et katalog.
Det første værk fra hendes hånd, som kom langt omkring, var “Bunker”, som var med på Nordisk Tekstiltriennale i 1985-86. Kompositionen er dristig og truende; den rektangulære bunker hælder i forhold til billedfladens rektangel og truer med at sprænge den. Materialet er slidt fiskenet. En anden milepæl i Ane Henriksens udstillingsliv var hendes separatudstilling “Forløb og Bevægelse” i Stensalen 1990, hvor hun viste det store billedtæppe “Bevægelse”, samt en del mindre, skulpturelle elementer. Alle var de nytænkte i materialevalget, med laminat vævet ind som skud.

LAMINATERNE
“Laminaterne blev til, efter at mine arbejder i en periode havde drejet sig meget om min psyke og mit følelsesliv. Nogle behandlinger med massageformen Rolfing forløste energi, og jeg kunne slippe noget af mit jeg og fik i stedet trang til mere fysiske handlinger. Jeg greb fat I nogle eksperimenter, jeg havde startet på et internationalt symposium i Luleå i Sverige.
Jeg havde fundet nogle stumper laminat - det dér marmormønstrede hårde materiale, man bruger til at beklæde vindueskarme og bordplader med. Jeg er egentlig frastødt af det materiale, men netop derfor tiltrækker det mig også. Jeg måtte forsøge at bruge det, og prøvede at væve det ind som skud i en vævning. Jeg fandt ud af, at laminatets stivhed gjorde, at jeg kunne forme tredimensionale objekter af vævningerne. Jeg fik med andre ord mulighed for at væve nogle elementer, som jeg senere kunne forvandle. Processen var ikke sluttet med udførelsen, den kunne fortsættes og ændres. Jeg ser sådan på det, at de vævede elementer er de egentlige produkter, ikke den udformning de kan få senere. For eksempel lavede jeg som det første element en bane på 10-12 meters længde og 30 cm bred. Efter det internationale symposium, hvor der var folk fra mange lande, og ikke de helt store sprogfærdigheder, havde jeg fået den tanke, at jeg kunne sno laminatrullen til et Babelstårn. Men det blev det vævede der tog over, og i en balancegang mellem hvad jeg kunne styre og hvad materialet ville bestemme, forvandledes det til en art guldhorn! Samme element kan også foldes til en harmonika, som kan åbne sig eller lukke sig, o.s.v.
Jeg har lavet en serie af skulpturelle objekter, og blandt andet kom jeg med på en udstilling “New 3-dimensional forms” i Japan. Jeg kunne have lavet mange flere, men jeg følte en skræk for at det skulle blive en manér for mig, et sidespor.

FARVEN SOM LÆNGSEL
Det store billedtæppe “Bevægelse” er jo også vævet med laminat, men jeg har yderligere tilført farver ved at vikle med garn rundt om laminatstrimlerne, før de blev vævet ind. Mens jeg arbejdede med dette, genkendte jeg det tågede farvespil som mit udtryk for længsel - jeg har oplevet den i drømme - og kobler den til minder fra rejseoplevelser i Sovjet. På rejser til Sovjet, Polen, Tjekkoslovakiet har jeg oplevet farver. Når der er ens og gråt overalt, er det virkelig et massivt farveindtryk at se en lastbil med et læs hvidkålshoveder køre forbi.
Lige nu for tiden er jeg ikke så rejselysten. Man involverer sig jo, når man rejser på sådanne steder. Jeg er på det seneste blevet mindet om, at jeg skal bruge tid og kræfter på at være sammen med min familie; tage vare på den og sætte pris på den, mens jeg har den.

FORMELLE SUCCESER
Ane Henriksen er for tiden inde i en stime af internationale udstillinger. Man kan sige, at hun er et eksempel på, at dansk tekstilkunst bliver fulgt med interesse og anerkendelse ude i den store verden. På “International Textile Competition”, der afholdes hvert andet år i Kyoto i Japan er der tradition for, at danskerne markerer sig flot, men indtil nu er det kun Ane henriksen, der har modtaget en pris. Hun blev sidste år tildelt tredieprisen med den pudsige, men for Ane Henriksen selv meget passende titel “Outstanding Award” for tæppet “Bevægelse”, eller “Set Going”, som titlen blev på engelsk.
Heldigvis er Ane Henriksen en flittig udstiller her i Danmark, men foruden 2 udstillinger i Japan har hun de seneste år også udstillet i Tjekkoslovakiet, Letland og Tyskland, og på denne sommers udstillingsliste står “Textiel + Europe” i Holland, “Fiberarts International” i Pittsburg, USA samt en europæisk vandreudstilling “Flexible - Pan European Art”, der skal vises i Tyskland, Holland, England og Polen.
Ane Henriksens tæpper er i mere end én forstand verdenstæpper.