Ane Henriksen

Jette Hartvig 2011 - væver og BA i kunsthistorie

En mund åbner sig som et stort, mørkt hul midt i en lys og flimrende flade. Er det et skrig, et suk eller et tilbageholdt åndedræt? Er det i smerte eller nydelse? Det melder historien ikke noget om, sådan som Ane Henriksen fortæller den med sit billede At skælve 3. For der er ikke noget ansigt til at fortælle historien. Der er kun munden, og den taler ikke, den lytter. Som en seismograf registrerer den alle vibrationer omkring sig, fra de største skælv, der kan vælte alt omkuld i et menneskes liv, til den mindste variation i den vævede struktur, den selv er en del af.

At skælve 3 er et vævet billede. Spørger man Ane selv, vil hun måske ikke gå længere end til at kalde det en stor, vævet skitse. Jamen, vil man indvende, den er jo færdig! Hvis der findes billeder med en endegyldig afslutning, så er det de vævede. Når sidste tråd er lagt ind og det hele klippet af væven, er der ingen vej hverken frem eller tilbage. Men ser man Anes billeder som skitser af noget og ikke skitser til noget, giver hendes forbehold alligevel god mening og peger på netop dét, der er det særegne ved hendes arbejde.
    
Tekstiler har deres plads i samtidskunsten, men som repræsentant for noget lidt altmodisch, et praktisk, kulturet fænomen knyttet til det hjemlige, det huslige, til barndommen, og ofte præsenteret med en på samme tid imponeret og ironisk distance til det håndværksmæssige. Forbindelsen til tekstil som bærer af kulturelle og især kvindelige værdier er også central hos Ane Henriksen. Alene titler med ord som ”navneklud” og ”mille fleur” vidner om dette. Men distancen finder man ikke, hverken til traditionen og kulturhistorien eller til det sanselige og intime, som nødvendigvis må knytte sig til det, vi har tættest på kroppen. Ser man nærmere efter i vævningen Recall, helt ned i dét, man kunne kalde dens bærende struktur blandt kludestrimler og kulørte tråde, finder man forbindelsen bagud til traditionen intakt. Forbindelsen holdes sammen af noget så almindeligt som knapper. De er engang omhyggeligt blevet syet i dynebetræk, der nu er klippet itu og genbrugt. Som små blinde passagerer dukker de op hist og her og fortæller, næsten som i et eventyr af H. C. Andersen, om deres fortid som knap og om deres nye, store betydning som budbringere. Tekstiler er rummelige, ikke kun fordi man kan svøbe dem omkring sig, men også fordi de tager tid at udføre og er gode til at gemme på erindringer. I hvert fald når der er tale om håndværk. Hvor megen ængstelse for fremtiden er ikke vævet med ind i de gamle bolstre, og hvor megen forventning er ikke lagt omhyggeligt tilrette med hvert sting i et broderet navnetræk? Denne sammensmeltning af håndværk, tid og omhu havde engang betegnelsen husflid. Det er et ord, der længe har ligget hengemt og stille under lag af støv, men som med Anes billeder bliver blæst fri og genindsat i nutiden som et bindeled til traditionen.

Måske er det dét, munden gør. Med et lille, skævt smil puster den til fordomme om, at vævning og et nutidigt billedsprog ikke har meget at sige hinanden.

I Ane Henriksens vævede billeder indgår vævningen som håndværk og proces ligeværdigt med vævningen som billede. Her er ingen berøringsangst overfor fortidens støvede dyder dyder  og ingen hektiske forsøg på at rette ind efter nutidens domme. Her er tale om et gensidigt løft, en slags symbiose melem vævning og billede. Nu kan man indvende, at en sådan symbiose teknisk set gælder for alle vævede billeder. Det særlige ved Anes er, at det ses så tydeligt. Faktisk er det dét, man ser, både når man stikker næsen i detaljerne, og når man træder tilbage for at betragte helheden. Materialerne er kraftige og synlige. I At Skælve 3 ses kædetrådenes vandrette forløb tydeligt i, eller endda foran, den åbne mund, som var de tremmer. Læberne presser sig imod dem, men trænger ikke forbi. Hvad vi ser, er ikke så meget et billede af en mund, som det er et glimt af noget, der ligger bag vævningen, næsten bogstaveligt forstået. Trods arbejdstegninger og prøver og alt, hvad der ellers hører faget til af omhyggelige forberedelser, viser Anes vævninger sig egentlig slet ikke at være billeder. Som store, flimrende PowerPoints viser de billeder, forsøgsvise billeder i stadig nye kombinationer af erindringer, forventninger, håb og savn. Alt rummer de, og alt er vævet med ind i et netværk af præcise sansninger og frygtløse registreringer. Selv hvor der findes utvetydige motiver, oven i købet i tegneserieagtig stil og af selvbiografisk karakter som i kantborterne på Navneklud - Bottom Line, er de som visioner, der er dukket op undervejs i arbejdet og lagt ind imellem og på lige fod med de klippede klude. Og der er de blevet hængende sammen med et forsigtigt spørgsmål på gul baggrund: Et afsluttet kapitel?

Munden åbner sig, holder vejret, sanser og registrerer som en hurtig skitse gjort i et øjeblik af lydhørhed: Var det sådan, det var? Er det sådan, det er?

Jette Hartvig