Kristeligt Dagblad
29. okt. 2015.

Johan Zimsen Kristiansen

Den er skåret ind til nærmest ingenting, men den er der, Ane Henriksens store mandshøje drejlsvævning “Livstræet”, som indgår i hendes serie af stilrene billedtekstiler kaldet “Verdenstæpper / Ligklæder” 1993-1997.

Oprindeligt købt til kapellet på Skive Sygehus 1996 og siden 2012, efter den nye sygehusstruktur, flyttet permanent til fremvisningsrummet på Viborg Hospital. Livstræets forskellige placeringer peger på, hvor snildt og uproblematisk et moderne tekstilrelateret tekstil kan tænkes ind og tilpasses andre forhold. De mange fortolkningslag i Ane Henriksens vævning er i den forbindelse ikke uden betydning.

“Livstræet”, der er udført i hør og silke, kredser dels om tekstiltraditionen fra resten af verden, heriblandt palæstinensernes broderede historiefortællinger og navajoernes vævninger med geometri og brudte linjeforløb, dels mere dystert om krigen på Balkan i 1990´erne, hvor FN´s udstationerede tropper efterlod ligklæder i massevis. Denne overrumplende kombination gør klædet til et sted, hvor tradition, det trygge hjemlige, møder det foruroligende og det fremmede - til et sted, hvor korset med ét kan skifte karakter og blive til et sigtekorn.
“Det er voldsomt. Når man først har fået øje på sigtekornet, er vævningen ikke længere så betryggende. Så fremstår klædet ikke helt så enkelt og trygt, som ved første øjekast”, siger Ane Henriksen.
De forskellige modsatrettede dimensioner i vævningen hænger nøje sammen med Ane Henriksens egen opfattelse af klædets betydning. “Den tekstile struktur er i sig selv meget blød og lader os være i fred”, forklarer hun og fortsætter: “Når der så kobles en linje eller to til, som i tilfældet med “Livstræet”, så begynder du pludselig at vægte dét. Der støder en distraktion eller eftertanke til, tæppet bliver til en reflektion eller overvejelse, noget med at forholde sig til omverdenen og til virkeligheden”.

Korset eller sigtekornet, de spinkle lodrette og vandrette linjer, forhindrer på den måde klædet i at forsvinde i det rene pynt, i ingenting eller stilhed, ligesom det understreger vævningens egne grundlæggende veje i arbejdet med den vertikale trend og det horisontale islæt.
Den virkningsfulde eftertænksomhed, som Ane Henriksen bevidst har lagt ind i sin vævning, bliver derfor også til en visionær, moderne måde at forbinde spørgsmålet om religion, tro og menneskelig eksistens med det almene liv, politisk eller ej. Uden at være anmassende bliver “Livstræet” med det nære, hjemlige perspektiv og det større krigsperspektiv til et nødvendig og eksistentielt “hov”, der får den besøgende, den sørgende til at stoppe op, give sig tid, forholde sig og spørge til afskeden med den døde. Hvad efterlader vi, når vi selv eller andre dør?
Udover “Livstræet fra “Verdenstæpper / Ligklæder” har Ane Henriksen blandt andet vævet udsmykninger til kapellet i Arup Kirke og messehagel til Lild Kirke.