Vores Krop – Verdens Krop

Louise Mazanti 2011 - mag.art. i kunsthistorie

Efter skilsmissen er der intet tilbage. Kun denne krop og dette rum. Eksistensen skåret helt ind til benet: Denne krop og dette rum. Intet andet. En dyb eksistentiel smerte over at have mistet alt hvad der ligger udenfor denne helt umiddelbare erfaringshorisont. Det nøgne menneske i ordets allermest bogstavelige forstand, afklædt alle vaner og erfaringer, tryghed og genkendelighed. En livsbane, der pludselig ændrer kurs, og det chok, der følger med.

Og dog. Nogen iagttager dette sceneri. Omsætter bid for bid smerten til erfaring, og etablerer dermed den distance, der er forudsætningen for heling. I begyndelsen i en næsten nøgtern registrering af de fysiske omgivelser – denne krop og dette rum – og hen ad vejen i en større distancering og refleksion over tabserfaringen. Ane Henriksen bygger med sin udstilling ”Lady Sings the Blues” en bro mellem det personlige i smerten ved at miste sig selv, og en eksistentiel, fællesmenneskelig erfaring. En søgen efter identitet og forankring som et menneskeligt grundvilkår. Gennem hele processen drives hun af en vilje til at betragte det som er, og give det udtryk. Evnen til at skrælle alt overflødigt af og stå hudløs tilbage er en stor styrke, idet hun kommer i kontakt med tilværelsens dybeste lag og kan bringe erfaringen videre. På den måde kan udstillingen ses som en art rejsenoter fra den største rejse af dem alle; rejsen hjem, i alle dens stadier af ensomhed, tvivl, håb og forløsning. Eksistensens drama, hvor latter og sorg er nært forbundne.

Køn og hud er et genkommende tema i Ane Henriksens værker. Det er på huden livets tildragelser skrives. Huden er som en membran der registrerer menneskets møde med verden; den er det inderste lag, når alle ydre lag er forvundet. Kønnet derimod er den linse, hvor igennem erfaringen gøres. Kønnet har i skilsmissen mistet sin modpol, og det er igennem kønnet, smerten sanses. Dette forhold er tydeligt i de første, grafiske værker fra 2002, der kombinerer foto og tegning. Værkerne har et skitseagtigt præg – blyant eller kul på print – der fremhæver deres personlige og processuelle karakter. De profilerede trærammer leder samtidig tankerne over på pigeværelsets private rum, og fremhæver dermed den intimitet, der kendetegner værkerne. Begyndelsen er denne totale overgivelse til tabet. Tilbage er kun denne krop og dette rum. Kønnet dukker op alle steder; i håndvasken, i loftet, i planterne. Alt farves af denne eksistentielle nøgenhed. Selvcentreringen er ekstrem; den er det eneste der findes – den fysiske virkelighed bragt helt ud til den yderste kant.

Referencerne til 1970’ernes feministiske kunst er tydelig i den næsten rå brutalitet, men snarere end et kønspolitisk manifest handler disse værker i langt højere grad om en eksistentiel smerte set gennem et køn. Hermed markerer udstillingen sig som en dyrekøbt, fællesmenneskelig erfaring, der ikke har nogen ’modstander’. Den handler om det, vi er allermest bange for: Den grundlæggende, eksistentielle angst for at miste os selv og blive væk i verden. Det er denne rejse, Ane Henriksen er draget ud på, og det er disse erfaringer hun videregiver: En søgen efter forankring, der kræver dét sande mod, at se sin situation usentimentalt i øjnene. Det tør Ane Henriksen, og rummer den samtidig, med det strejf af humor, der løber som en underliggende tråd i hendes værker, uanset hvor håbløs situationen ser ud. ”Selvcentrering” (2006) er et godt eksempel; et værk hvor hun både står ved og samtidig distancerer den indadvendte proces med en krasbørstig selvironi.

”Husalter” (2006) markerer, hvor dyb processen er: Det er selve meningen med livet, der stilles spørgsmålstegn ved. Længslen er intens, tilbedelsen, sublimeringen, jordens vældige kræfter, smerten. En spirituel søgen efter mening blander sig med længslen efter en mand. Hvad er det egentlig mennesket længes efter? Sammensmeltningen med et andet menneske? Er det det, den spirituelle søgen handler om? At smelte sammen og blive ét? Er det de jordiske eller de himmelske kræfter der trækker, og er der overhovedet forskel? Hvor findes forankringen og et fast holdepunkt i tilværelsen?

En rejse til Island sætter sit præg. Opmærksom på de helt
nære sansninger bliver ”Min Islandsblomst - Hudløs” (2003) en udforskning af smertens æstetiske potentiale, efter en uvant tur på hesteryg. Her er skaleringen et virkemiddel i sig selv, og smertens intime karakter blotlægges som almen og visuelt pågående. Den monumentale vævning er fremstillet af strimlet sengelinned, og hermed forstærkes referencen til kroppen og til den intimitet, der omgærder den. Det er ikke kun som billede, værket kommunikerer. I selve sin fysiske materialitet blotlægges intimsfærens sårbarhed. Værket står dermed i sin reneste form i det krydsfelt mellem det personlige og det almene – mellem jeg’ets historie og den almenmenneskelige erfaring. Min krop – vores krop – bliver verdens krop. Kroppen smelter sammen med landskabet, som man ser det i de tre værker med den enslydende titel ”At skælve” (2005). Landskab, krop, indre rum og ydre rum sanses, registreres og væves sammen af sengetøj i et udtryk af sårbarhed og intimitet der alligevel, på samme tid, afdækker hele den styrke der er i at stå så eksistentielt nøgen. I disse værker bliver det for alvor tydeligt, hvordan en smertefuld udviklingsproces åbner sanseapparatet for helt andre niveauer af tilværelsen: For de fine registreringer af sammenhængen mellem krop og landskab; mellem mennesket og verden og for emotionelle tilstande, der kun kan beskrives i billeder. Det er den eksistentielle dybde der erfares og billedliggøres: Erfaringen af at være menneske, der ligger udenfor sprogets rækkevidde.

En så gennemgående forandringsproces medfører naturligt spørgsmålet om identitet. ”Navneklud - Bottom Line” (2008) og ”Coming Up - Mille Fleur” (2008) er begge værker, der på flere planer afsøger holdepunkter. Navnekludens symbolske univers vender helt tilbage til ungpigekammerets søgen efter at manifestere en identitet via forskellige mønstre og symboler. Navnekluden fungerede traditionelt som konkret øvelse i at beherske forskellige håndværksteknikker, og her-med som en skoling til voksenlivets krav. I Ane Henriksens version bliver den et værktøj til at gøre status og markere et afsluttet kapitel. I ”Coming Up - Mille Fleur” bliver det tydeligt, hvordan processen har åbnet op for noget nyt. Her er perspektivet fremadrettet i en form for fremtidsvision, der på den ene side er dybt rodfæstet i traditionelle vævemønstre og symboler, men på den anden side bruger denne professionelle identitet til at skitsere fremkomsten af nye muligheder.

Situationen er ikke uden humor. I udstillingens hovedværk ”Et svøberum” (2010-11) kommer den modne kvindes erfaring til udtryk, med den humoristiske distance der kendetegner processens afslutning. Al den søgen, al den længsel, al den selvcentrerede smerte og al den kropslige sansning der har kendetegnet tabsprocessen, er nu vendt til både kærlig selvironi og samfundsmæssig refleksion. Det behårede mandebryst dyrkes som et næsten religiøst ikon; som et nadverbillede af sublimeret længsel, der kærligt tager den moderne kvindes eksistentielle og spirituelle søgen under behandling. Nærvær, sammensmeltning, overgivelse, forening: Er kvindens søgen rettet mod denne verden eller mod det hinsides? Leder vi efter os selv, efter tryghed, sex eller Gud? Og er der overhovedet forskel? Med porcelænsplatternes kærlighedssmertende sangtitler der kører navlebeskuende i ring, antyder Ane Henriksen, at selvcentrering altid handler om forholdet til andre. Og dermed at forløsningen er at komme ud og møde den verden, der både er smertelig, men på samme tid også er inderligt fristende.


            
At videregive denne dyrekøbte erfaring i billeder, betyder at Ane Henriksen kommunikerer med beskueren på det samme sanselige og oplevelsesmæssige niveau, som selve erfaringen vokser ud af. Vi er bag sprogets vanetænkning, og dermed bag de intellektuelle og tankemæssige parader, der normalt sætter os i stand til at distancere os fra tilværelsens dybere lag. Ved at give smerten et kraftfuldt visuelt udtryk giver udstillingen ganske enkelt stemme til en ellers sprogløs, almenmenneskelig erfaring. 

Louise Mazanti