Turen går til Slovakiet 1990
North-debat Nr. 23 Juli 1992

Ane Henriksen

Jeg har været på tur til Prag, Slovakiet (Brezova Pod Bradlom) og i Morava.
En invitation til at arbejde sammen med 9 tjekkiske kunstnere på en fabrik, der bearbejder jern i alskens varianter - sågar med et omfattende væveri.
Efter revolutionen er det blevet muligt at danne kunstnergrupper. Den gruppe jeg blev inviteret af, Zararaka, består foruden kunstnere af en kunsthistoriker. Gruppen har besluttet hvert år at arrangere symposier af forskellig art med forskellige materialer og på forskellige fabrikker med forskellige gæster. I år var det jern, næste år måske beton.
De havde arrangeret sig med fabrikken i Slovakiet - som var enorm og vi kunne bruge frit at hvad som helst - også lossepladsen. Fabrikken havde sit eget reklamebureau og lavede plakater og katalog til den udstilling det hele skulle resultere i - til gengæld ønskede fabrikken en udsmykning.
Vores udstilling Artskrot (efter lossepladsen!) var udenfor kirken Panny Marie Snezne i Prags centrum. Samtidig havde gruppen udstilling af nogle af deres andre arbejder på et etableret udstillingssted i nærheden. En fin kombination.

Del af brigaden
Det var en salig tur. Et eksotisk eventyr hvor man mindst venter det. På en forraflet, trist og tung fabrik, hvor jeg hvirvler rundt mellem kolleger og slovenske arbejdere og deres dagligdag.
Det manglende sproglige fællesskab, befriede mig for for megen snak og afløstes af en universel selvfølge og af humor og intensitet, der bar mig på hænder. Jeg havde en oplevelse af at være lykkelig, en følelse af at høre sammen eller være beslægtede i mentalitet på den ene side og så med fanden til forskel på den anden - på grund af de sidste 40 års adskillelse. En blanding af at kende det jeg mødte og samtidig være total målløs. Der, hvor alt bliver mirakuløst - selv maden i kantinen, som blev langet frem gennem en smal sprække, en stor tallerken brød, nudler eller kartofler, skyllet over med sovs og en art kød, mere eller mindre sejt. Men den madoplevelse bekræftede min virkelighed. At være en del af brigaden.
Det var dejligt at være sammen med Petr Riha, som jeg mødte sidste år på tekstilsymposie i Norrbotten. Han er inspireret af cirkusmiljøet, og poesi og humor kendetegner ham og mange af hans arbejder (han var med på textiltriennalen i Lodz 1988).
Det var spændende at møde legen hos en anden af kunstnerne, Jiri Holec. Han havde et arbejde med i Kyoto, Intern. Textile Competition 1989 - hvor han har dannet et billede, et ansigt, ved at kaste burrer på stof. Alt blev til grin og undersøgelse omkring ham.
En anden var Jan Tim Strycek (udstillede i Lodz 1985) han var intens, alvorlig, ansvarsfuld og svejsede og knoklede sig til rifter og sår, men med et  , som han kaldte slivovits, blev der dog stunder med livslyst. At få lov at danne firkløver med det kraftfulde trekløver, jeg fandt et internationalt sprog, som gav frihed ved ikke at kræve mig - og så al den gode øl!

Smukt sammensurium
Jeg fik arbejdet med tegnet for tid. Inspireret både af tidspresset (jeg havde 5 dage på fabrikken) og af Golfkrigen.
Jeg spredte tegnet ud, gentog det i knap 2 meters bredde og godt 4 meters længde, samlede tegnene, hvor de nåede gulvet, i et kors og kaldte det Time is Running Out.
Efter og under arbejdsugen nåede jeg intense besøg i hjem, tur i vinmarker (både private og kollektive) - sågar spankulerende omkring i skumringen med vinglas i hånd!
Udflugter i Lada med proviant frisk fra haven: fersken, abrikos, peberfrugter og tomater i et smukt sammensurium. Proppet i en indkøbstaske stiv af ælde.
Besøgte udstillinger og så gallerier, som begynder at komme - på private initiativer og med stor ihærdighed. pNød pelargonier overalt og på alle måder. Oplevede eksempler på deres spildproduktion og koordineringsproblemer. Logerede i Petrs atelier ved floden i Prags centrum. Besøgte Josef Mundels atelier, så seriøs. Jeg så kratere i beton og asfalt efter fjernede marxistiske skulpturer, var på aftenvandring i skov og bjerge. Fik en vable efter mystik, stor som en muskatnød. Underholdt mig med Paula Rihova, som har sit eget dukketeater Abrakadabra og som også er nyansat (efter revolutionen) på Nationalteatret.
Købte klassiske plader i hektisk hast, med en ubehagelig eftersmag af at tilrane mig landets værdier - de gæstfrie folks - for en slik.
Tolv dage så overvældende, at jeg kan kvie mig ved at turde tage derned igen.